Lindholm Grundejerforenings generalforsamling 2026

Referat af Ordinær Generalforsamling i Lindholm Grundejerforening
Torsdag den 26. marts 2026
i Kulturhuset på Gl. Lindholm Skole

Generalforsamlingens dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Bestyrelsens beretning
4. Årsregnskab fra sidste år
5. forslag – herunder fastsættelse af kontingent
6. Valg af Bestyrelse:
a. Formanden – villig til genvalg
b. Næstformand – ikke på valg
c. Kasserer – ikke på valg
d. Sekretær – villig til genvalg
e. Bestyrelsesmedlem – villig til genvalg
7. Valg af suppleanter
8. Valg af revisor
9. Valg af revisorsuppleant
10. Eventuelt
Forslag som ønskes behandlet på generalforsamlingen, må skriftligt tilstilles formanden senest d. 18. marts.

Formand Peter Rasmussen bød velkommen til de 28 fremmødte medlemmer, og gik straks i gang med dagsordenen

Pkt. 1: Valg af dirigent – Johannes Lauridsen blev foreslået og valgt.

Pkt. 2: Valg af referent – Karla Havn Eriksen blev foreslået og valgt.

Pkt. 3: Bestyrelsens beretning blev fremlagt af Formanden:

Bestyrelsens beretning for 2025

Bestyrelsen
2025 har været et godt år for arbejdet i bestyrelsen i Lindholm Grundejerforening. Der har været et godt samarbejde og arbejdslyst. Vi har holdt 4 bestyrelsesmøder siden sidste generalforsamling: 29.04, 10.09, 9.12 og 11.02.

Kommunikation i LGF
Vi benytter stadig en ekstern webmaster til hjemmesiden, og det fungerer fint. Men hvis nogen her har lyst til at påtage sig opgaven, så er der penge at spare for foreningen. Gå ind sommetider og kig på opslag på hjemmesiden. Vi lægger også opslag på Lindholm Grundejerforenings Facebookside, Og på Facebooksiden ”Os der bor i Lindholm”. Desuden sender vi en gang imellem nyhedsmails ud til medlemmerne. Derfor er det vigtigt, at vi har jeres mailadresse!

Flyer og medlemstal
På sidste års generalforsamling præsenterede vi en folder, som vi ville dele ud til ejendomsmæglere og husstande her i området. Folderen blev trykt i 500 eksemplarer og næsten alle er delt ud. Om det har øget medlemstallet er usikkert, men det er i hvert fald stabiliseret, så det ligesom sidste år ligger lige omkring 130 husstande.

Arrangementer
Der har ikke i årets løb været nogen henvendelser fra medlemmer vedrørende sager, vi skulle tage os af, så vi har i stedet brugt kræfterne på mere udadvendte og sociale aktiviteter:

  • I anledning af 80-året for Danmarks befrielse, var vi den 4. maj i samarbejde med Løvvang Samråd med til at arrangere alsang-stævne i Urtehaven. Et smukt og stemningsfuldt arrangement med over 100 deltagere.
  • I foråret henvendte vi os til kommunen for at få en bytteboks opstillet i vores område. Det lykkedes, så der ved Netto kom en bytteboks, hvor man kunne henstille sine brugte ting og måske finde nogle andre fine sager og tage med hjem. Desværre stod boksen kun i 6 uger, men vi kan godt bede om at få en stillet op igen. Jeg har så hørt, at mere professionelle kommer forbi og henter de ting, der har en rimelig værdi…
  • Den 11. juni havde vi arrangeret et spændende besøg med rundvisning på Politigården i Aalborg.
  • Den 8. august afholdt vi i fantastisk solskinsvejr en hyggelig grillaften ude ved Vandskiklubben. Det regner vi med at gentage.
  • Den 3. november var vi med i afholdelse af et valgmøde i det nye kulturhus i anledning af kommunalvalget. Vi beklager, at vi ikke fik sendt mails ud til medlemmerne om dette møde. Det blev blot annonceret på de sociale medier.
  • Det arrangement, der krævede vores største indsats, var juletræstændingen på Lindholm Torv på Viaduktvej den 21. november. Her havde vi et fint samarbejde flere lokale ildsjæle, Løvvang Samråd, Netto og Rema, Lindholmspejderne og Kildehuset, Den Gyldne Kringle, virksomheden ”Tryk på t-shirt”, en lang række børneinstitutioner samt Aalborg Kommune. Tak til alle, der bidrog til gennemførelse af arrangementet. Det blev en stor succes med rigtig mange deltagere og god og hyggelig stemning. Der er i bestyrelsen enighed om, at vi synes, at arrangementet bør gentages i de kommende år. Udgifterne blev delt i 3 dele mellem Lindholm Grundejerforening, Løvvang Samråd og kommunens Kvarterværksted (der støtter lokale initiativer), så det kostede vores forening under 1900 kr. (I regnskabet er udgiften angivet væsentligt højere, men beløbet fra Kvarterværkstedet er først modtaget efter nytår.)
  • Vi fik i håndværkerhuset fremstillet en stor juletræsfod til 3 træer. Det var en engangs- udgift, da foden jo kan genbruges fremover.

Øvrige aktiviteter

  • Vi har uddelt Lindholmprisen 2026, som I kunne opleve for lidt siden, tilfaldt i år – KFUM spejderne Lindholm Gruppen.
  • Vi har et tæt samarbejde med Løvvangs Samråd. Der findes ca. 40 kommunale samråd, og det ene findes altså her i vores område. Det nu har ændret navn til Samrådet for Nørre Uttrup, Løvvang og Lindholm, så det klarere fremgår, hvilket område, samrådet dækker. Alle, der har lyst til at fremme diverse aktiviteter her i området, er velkomne til at gå aktivt ind i dette samråd. Kontakt formand Benthe Hav. Jeg formidler også gerne kontakt til samrådet.
  • Vi har også deltaget i et orienterende møde om den kommende Egholm-motorvej. Vi har som forening ikke nogen holdning til motorvejsprojektet, da der jo blandt medlemmerne nok er stærkt delte meninger om motorvejen. Af ældre mødereferater kan man dog se, at Lindholm Grundejerforening tidligere har haft en positiv holdning til projektet. Vi vil gerne orientere om det og om konsekvenserne for vores område. Der ligger nogle forskellige oplysninger om dette på vores hjemmeside.

Husk at alle medlemmer er velkomne til at kontakte bestyrelsen, hvis der er opgaver, I mener vi skal undersøge eller tage os af.
Hermed overlades bestyrelsens beretning til generalforsamlingens videre behandling.

Schack Esfandi spurgte hvad samrådets opgaver kunne være – der blev svaret at man f.eks. kan sørge for anmeldelse til kommunen vedr. begrænsning af bestanden af rågerne, eller generne som man havde haft i forbindelse med stien ved banen, som i øvrigt blev løst via Grundejerforeningen.

Jonna Kastbjerg forklarede at man f.eks. arbejder med at klarlægge hvad det er man finder der hvor man graver.

Schack Esfandi spurgte endvidere om der er et kort eller et sted man kan se hvor meget Grundejerforeningen geografisk dækker over?

Peter svarede at der ligger et kort på hjemmesiden der viser de enkelte grundejerforeningers områder, henholdsvis Nørresundby, Lindholm og Nr. Uttrup, sidstnævnte har dog nedlagt sig selv efter kortets optegning. Kortet gengives her i referatet:

Benthe Hav knyttede til at man f.eks. også kunne arrangere arrangementer som det vi har været med til i aften – Indbrudsforebyggende tiltag.

Schack Esfandi spurgte om – hvis man bor til leje, kan man så ikke være medlem af foreningen?. Hertil svarede Peter at det kun er for ejere af boliger – ikke for lejere.

Jonna Kastbjerg sagde at det vil være dejligt, hvis der er flere, der er medlem af samrådet.

Benthe Hav gav en uddybende forklaring på hvad samrådet laver. Alle er medbestemmende, der er ingen hjemmeside, men en Face Book gruppe som referer på FB siden. Bl. a. er der en Trygheds-vandring planlagt den 16.4.
Det kan også være infrastrukturen i forbindelse med Busforbindelsen der behandles, alle er velkomne men kan også arbejde hjemmefra.
2 gange om året inviteres til drøftelse med Kommunen med fremmøde af Samrådet for Lindholm, Løvvangen og Nr. Uttrup.

Beretningen godkendt.

Ad. 3 Regnskab – Niels Jørgensen uddelte kopi af det reviderede regnskab for perioden 1.1. – 31.12.-2025, hvorefter han gennemgik regnskabet.

Schack Esfandi spurgte: Hvor meget af hjemmesidens udgifter er faste udgifter? Hertil svarede Niels Jørgensen 368,- kr. er abonnement hos udbyder og resten er firmaudgifter som betales til den person, der opdaterer hjemmesiden.

Peter forklarede, at grunden til man har fået aftale med en ekstern Webmaster, er at sikre opdatering af hjemmesiden og i den forbindelse har man spurgt flere eksterne Web udbydere, men måske en blandt medlemmerne kunne have lyst til at arbejde med vedligeholdelse af hjemmesiden?

Niels Jørgensen oplyste at man tidligere havde haft investeret i værdipapirer, men at disse var blevet solgt efter beslutning på generalforsamlingen.

Ian Sørensen spurgte om der er krav om, at der skal være en formue. Dette svarede Niels Jørgensen nej til.

Regnskabet blev godkendt.

Ad. 4 Indkomne forslag – fastsættelse af kontingent –
Der var ikke modtaget forslag og mht. kontingent var bestyrelsen blevet enige om uændret kontingent på 125,- kr. Man havde diskuteret at så længe man har en formue må man gerne bruge af den inden man hæver kontingentet.

Ad. 5 Valg af Bestyrelse:
a. Formanden – Peter Rasmussen – genvalgt
b. Næstformand – er ikke på valg – men har trukket sig med kort varsel. Man drøftede hvordan man kunne løse problemet. Resultatet blev, at bestyrelsesmedlem Per Nielsen arbejder videre som næstformand (resten af valgperioden 1 år) og Schack Esfandi går ind som bestyrelsesmedlem – Lone Rothmann – suppleant.
c. Valg af Sekretær – Hanne Nielsen – genvalgt
Ad. 7 Valg af suppleanter – Lone Rothmann og Line Nøhr Nielsen
Ad. 8 Valg af revisor Frank Bøje Nielsen genvalgt
Ad. 9 Valg af revisorsuppleant – Birthe Luther
Ad. 10 Eventuelt
Johannes sluttede generalforsamlingen med at takke for god ro og orden.

Similar Posts